For maximum benefit open window to full size screen     
  Anima Galleri  Trailer  Anmeldercitater  
Legefakultetet

(… ) De få ord, der listede sig ned på min blok og i mit hoved undervejs, var: poetisk, smukt, rørende, nænsomt, fortryllende, legende, magisk, forløsende, vidunderligt.
Anima er en af den slags forestillinger, der tager over, hvor ordene holder op. Den handler om at miste - hovedpersonen Anna mister sin elskede hund - om hvad der sker med sjælen, når nogen forsvinder ud af vores liv. Er sjælen en skygge? Et lys? Er det overhovedet vigtigt at vide? Det er en forestilling om at gemme dém og dét vi har kært i vores hjerter. Og det fik mig til at fælde en tåre undervejs. Dét sker – trods mine store kærlighed til børneteater – ikke særlig tit.

Meridiano Teatret opfylder med deres forestilling Anima en af kunsten fornemmeste opgaver: At røre ved vores hjerter. At gøre en forskel i fht vores opfattelse af verden. Min datter og jeg var kommet skævt ud af døren på vej til teatret. Vi havde skændtes, hun havde surmulet og grædt, jeg havde ondt i maven. Vi hader begge to at skændes. Da lyset slukkede og forestillingen startede, blev vi lukket ind i en anden verden fuld af kærlighed. En verden med fortælleglæde, æstetik, lys, musik. Vi lod os forføre. Og da forestillingen sluttede 40 minutter senere, var vi begge fri af skænderiet. Vi var lette om hjertet. Min datter boblede over af glæde og roste forestillingen igen og igen. 100 stjerner gav hun den.

Hun så sig selv som hovedpersonen Anna. Hun genkendte sig selv som dén der stiller spørgsmål, der kan være svære for omverdenen at svare på og som dén der leger sig til en forståelse af tilværelsen, der ikke altid er, som vi ønsker den skal være. Og som så alligevel ender med at give mening. Min datter sprang af sted i gadedrengehop bagefter med ordene: Jeg er glad, fordi forestillingen gjorde mig glad. (…)

- Monica langelund Legefakultetet, 15. oktober 2011
monicalangelund-blog.blogspot.com/anima




En stige til månen og fantasien til magten

Meridiano Teatret har forjættende tag i de lidt større børn - også dem over 80.

… Der er noget på en og samme gang herligt håndfast og fantasisprudlende over den sjæleekspedition. Ikke mindst når Anna graver sig ned gennem jorden, for til sidst at stikke hovedet frem i Kina. Her vender alt på hovedet, lige fra pagode og træer til kinamand. ”Det ved alle da”.

Den grænseløse barnesnusfornuft smitter, samtidig med at man bliver rørt over forestillingens triste undertone: at være alene tilbage og gå på jagt efter det tabte. Det er stort at kunne tale om eksistentielle sager ud fra en lille dukke, der går rundt og undrer sig. En stige til månen, og fantasien til magten. Det er børneteater, når et er bedst – om man så er 100 år.

- Monna Dithmer, Politiken, 20. oktober 2011




Hvor er sjælen?

Det danske dukketeater Meridiano fortryller unge og gamle med ”Anima” ved Ruhrtriennalen.

De fleste voksne ved ikke ret meget om døden, og hvad der derefter sker med sjælen. De fortrænger som regel det, der gør dem bange.

'Helt anderledes i "Anima" (lat. sjæl). Modigt, blidt, legende, humørfyldt og poetisk fortælles her en historie om livet, om døden, om en ny begyndelse. Ved triennalen står denne produktion for 4 til 10-årige i centrum. ”Anima” havde premiere i Essen i Maschinenhaus der Zeche Carl.
(…)
Meridiano Teatret jonglerer multimedialt med børnenes nysgerrighed, og fængsler dem, selvom Anna ikke finder noget sikkert svar på sit spørgsmål.
Vejen i sig selv er målet. Men ingen kan gå denne vej uden fantasi i bagagen.

- Dagmar Schwalm, WAZ  24. september 2011




Rejse på jagt efter sjælen - Ruhrtriennale: ”Anima”  

Det handler om døden.

Det danske Meridiano Teater prøver i dukkeforestillingen ”Anima” at give børn et forståeligt svar på dette spørgsmål. Giacomo Ravicchios produktion er ganske vist to år gammel, men under gæstespillet ved ”Junge Triennale” i Maschinenhaus i Zeche Carl i Essen virkede forestillingen så ny som om det var en uropførelse.

(…) Teknisk set er det der foregår foran og bag den sorte scenes vinduer en revolution af det klassiske dukketeater. Fascinerende billeder, perfekt belyst, dukker fyldt med liv, papirklip, visuelle effekter og et fantastisk soundtrack gør stort indtryk.

Skuespilleren Elise Müller fortæller, spiller og tryller. Hun forvandler sig til den lille Anna.
”Anima” får de af medierne forvænte børn til at måbe.

- Klaus Stübler, Ruhr Nachrichten, 23. september 2011




’Det er ikke meget, bedstefar ved om sjælen’

Sådan siger dukken Anna i den fandenivoldsk smukke dukkeforestilling Anima. Til gengæld ved Meridiano Teatret forunderligt meget om børns nysgerrighed omkring sjælen.

Tristesse er en sjælden følelse i børneteater (…) Meridiano Teatrets forestillinger har imidlertid altid et strejf af tristesse, både forestillingerne for børn og for voksne. Teatermageren Giacomo Ravicchio har en konstrastfyldt billedfantasi, der hele tiden sætter glæden i relief – med motiver fra det største til det mindste (…) Her udfolder Meridiano hele sit finurlige dukketeater med silhuetdukker og hånddukker og opfindsomme rekvisitter (…) Det er børnenysgerrigheden, der er den dramaturgiske drivkraft

(…) Forestillingen bæres af skuespilleren Elise Müller (…) Elise Müller har den voksnes ro, men stadig barnets umiddelbare forbløffelse. Hun er bare til stede i nuet, akkurat lige som Anna. Og netop legen mellem dukken og dukkeføreren er noget af det fine ved forestillingen, fordi barnets refleksioner her udtrykkes i direkte spørgsmål. Og fordi børnene mærker, at Anna aldrig er helt alene, uanset hvor langt hun rejser.

(…) Desuden er Per Christensens dukker og Poul Arne Krings rekvisitter så forunderlige, at ungerne spontant lever sig ind i dette stiliserede mini-univers. Detaljerne er aldeles overvældende (…) helt ned til piben på den dukkebedstefar, som også optræder i levende krop gennem skuespilleren Lars Begtrups usentimentale bedstefar

(…) Meridianos udtryk er meget filmisk, og netop legen med dukkezoom og panoramabilleder pirrer tydeligvis ungernes nysgerrighed. Uforudsigeligheden forstærkes af en arkitektonisk lyssætning (…) og en sideløbende musikkulisse med jazzet MGP-musik med ringetonetouch – begge dele af multikunstneren Ravicchio. Overskud, hedder det vel. Akkurat lige som Elise Müllers silhuetkoreografi for et par smukke hænder, der pludselig bliver til et elsdyr eller en kanin, der klør sig på snuden (…) Det er den slags indfald, som holder smilet oppe hos Meridiano. Og som netop skaber plads til - tristesse. 

- Anne Middelboe Christensen. Børneteateravisen, september 2009




”Vil du låne stigen til fantasien?

Er de døde på Månen?

I det kolossale teaterudbud i Ballerup brillerede blandt andre Meridiano Teatret med endnu en visuel forestilling på internationalt niveau. Forestillingen Anima beskrev en lille piges tanker om døden. Hendes hund var død, og nu ville hun gerne finde ud af, hvor den var blevet af ...

Meridiano skildrer her døden i et vidunderligt greb, hvor barnelogikken sejrer over både filosofi og religion. For hvis hunden er i Himlen, så må man da kunne kravle op til Månen og få øje på den derfra. Så Anna tager en lang stige. En ret lang stige, altså.

Teatermageren Giacomo Ravicchio leger her med barnets urbilleder, udtrykt gennem Per Christensens raffinerede hånddukker og Poul Arne Krings barnerene silhuetter og finurlige mini-rekvisitter. Hvem vidste for eksempel, at man kan komme tilbage til fortiden, bare ved at cykle baglæns? Og hvem havde lige tænkt på, at kineserne går med hovedet nedad?

Elise Müller spiller pigen Anna både som dukkefører og som hendes voksne jeg med sådan en respekt og kærlig omsorg, at både Anna og hendes tilskuere føler sig hjulpet på den ensomme rejse mod døden. Beroligede og trøstede. For man kan jo altid tage en stige ...”

- Anne Middelboe Christensen, Information, 28. april 2009




Kulturguiden P2 anbefaler Anima uge 18 (2009)


”En ny forestilling med Meridiano Teatret, som ledes af den italiensk fødte instruktør og tekstforfatter, komponist, scenograf - han kan det hele - Giacomo Ravicchio. Han har lavet en forestilling, som er utrolig visuel. Det er en forestilling for børn mellem 5 og 12 år. Det handler om døden og det handler om en pige som mister sin lille hund og hun vil så gerne vide, hvad der egentlig er sket med den, nu hvor den er død. Det er en billedlig forestilling med dukker. Men også med levende skuespillere som kommenterer og snakker med dukkerne.

Og det er en vandring ind i filosofi for børn omkring eksistens og liv. Der er nogle vidunderlige billeder. Hun har hørt at de klogeste mennesker er kineserne og kineserne de bor jo på den anden side af jorden. Så hun sætter sig for at grave igennem sandkassen og ned til kineserne for at finde ud af om de ved, hvad der er sket med hendes hund. Den slags billeder, som voksne normalt ikke tør leve ud… Men som børn gør i deres lege… Det er den slags renhed, som den her forestilling byder på. Derfor har jeg lyst til at anbefale den.”




Svimlende sjælekvaler

I 'Anima' folder Meridiano Teatret en historie om døden ud i et lysende poetisk og humoristisk dukkespil. På tre små scener omkranset af strålende blå lys gør forestillingen det delikate emne tilgængeligt for børn. Annas hund Torden er død, og selvom den blev over 100 hundeår, er Anna trist. Bedstefar ved ikke med sikkerhed, om sjælen flyver op i himlen. Anna må selv tage affære, hvis hun skal finde hundens og måske også bedstemors sjæl.

Så hun begiver sig ud på den ene, forrygende rejse efter den anden. Ingen ved, hvor de dødes sjæle tager hen, men alle har et forslag til, hvor hun kan spørge. Først tager hun med havestigens hjælp helt op til månen. Senere graver Anna sig ned gennem jorden til kineserne, hvor hun må cykle med hovedet nedad. Til sidst finder hun svaret i sit eget røde, dunkende hjerte, hvor hun for altid bærer mindet om sin hund Torden. En bragende god fortæller og dukkefører bringer Anna og tilskuerne tilbage i god behold efter de svimlende billedsmukke og følsomme ture i dødens univers.

- Randi Petersen, Børn&Unge, 15. maj 2009




Multi-dimensional, poetic and visually stunning live performance and puppetry

North Wall Arts Centre, 16-17 Oct 2009

For forty five minutes last night, a little magic was spangled among a challenging audience of children aged predominantly under ten. Danish theatre company Meridiano’s new production Anima held most transfixed, much to the enjoyment of accompanying adults. The combination of skilful puppetry, an attractive, sympathetic and expressive narrator (Elise Muller), and visual pyrotechnics told the story of a child’s fantastical journey – as windows lit by blue lights opened one by one in the dark space.

The themes of Anima are ambitious: loss, grief, love and death – all too familiar in the process of growing up, but it is the death of her pet dog, Thunder, which touches Anna’s young world. Rather than sad acceptance, Anna wants answers.

‘Where do you go when you die?’, she wonders, and as the moon rises in a huge glowing globe above her, she shines a tiny flashlight into the blackness. It winks back. Searching her miniature world for props, she totters under the weight of the apple tree ladder, until, with a tiny gesture of her arm, the kindly narrator angles its bars to the moon.

Constantly exasperated by the answers she receives from adults, Anna’s self confidence is never dented. After several arduous journeys through space and time among astronauts, ancient philosophers and great civilisations, her inexorable self-belief carries her onwards. Taking up her bicycle, and pedalling furiously, Anna declares (and not for the first time, much to the audience’s delight): ‘Everyone knows that to go backwards in time, all you have to do is pedal backwards. Everybody knows that,’. Meanwhile, she outstrips a supersonic airliner, a sail ship and a chanting slave galley.

Giacomo Ravicchio’s story has much gentle humour and well-paced refrains which carry the story effortlessly along. While her destinations are far flung, it is the familiar, everyday things known to every child which help to get her there, and she is regularly tucked up in the comfort of her truckle bed before she opens her eyes to a new adventure. And of course, what do adults know?

Visually, the performance is a delight, from dancing butterflies to shadow puppetry, juggling and magic tricks. The beauty of an inverted Chinese landscape, where Anna hung from the roof of the world, was mirrored in her safe return to her upstanding Danish farmstead. The animated silhouettes of a happy girl playing with her grandfather’s gift of new puppy reminded us that the mesmerising kaleidoscopic spinning of Anna’s bicycle wheel had had us all entranced.

- Alison Boulton, Daily Info, Oxford, 19. oktober 2009

Til top